Redaktionen hos Lydhørt ønsker alle et godt nytår, hvor medmenneskeligheden forhåbentlig vil sejre over de kræfter, der ønsker at splitte os ad. Imens vi finder os til rette 2024 og forsøger at rette op på privatøkonomien og komme igennem første uge af januar uden at bryde vores nytårsforsæt, må vi ikke glemme verdensperspektivet. Vi tager hul på et nyt år – men vi tager også hul på endnu en dag, hvor vores medmennesker bliver slagtet i Israels nådesløse folkedrab i Gaza. Så lad os starte og fortsætte året med at sende vores tanker og støtte til landet, hvor det regner med bomber.
Palæstina er et af de mest omdiskuterede og misforståede lande i verden. Det strækker sig fra Jordan i øst til Middelhavet i vest og grænser op til Libanon og Syrien i nord og Egypten i syd, men det har været underlagt Israels brutale militære besættelse siden 1948. Israels mål om en etnisk udrensning af Palæstina har gennemsyret områdets moderne historie, fra de første zionistiske kolonister bosatte sig i løbet af 1900-tallet, til nakbaen i 1948, seksdageskrigen og besættelserne af Vestbredden og Golanhøjderne i 1967, til den igangværende etniske udrensning af Gaza. Israels undertrykkelse af palæstinenserne afgrænser sig ikke kun til krigshandlinger, men viser sig også i ethvert aspekt af palæstinensernes hverdag. I murene, der indespærrer befolkningen i Gaza og Vestbredden, i de IDF-kontrollerede checkpoints, i de vilkårlige, blodige razziaer, i de ulovlige bosættelser og i Israels propagandistiske historieundervisning, som dehumaniserer palæstinenserne og indgyder frygt og fremmedhad i den israelske befolkning.
Det er vigtigt at kende historiens kompleksitet for at forstå dybden af Israels umenneskelige behandling af Palæstinas befolkning. For at forstå hvordan den zionistiske bevægelse er i stand til at opretholde et narrativ, som retfærdiggør Israels krænkelser af Palæstinas civilbefolkning. Dermed ikke sagt, at man ligefrem skal være historiker, før man med rette kan gå på gaden for et frit Palæstina. Nok er historien dyb og kompleks, men undertrykkelsens ondskab er banal.
Med det sagt, så sigter denne artikel ikke efter at blive endnu en i samlingen af redegørelser over Palæstinas undertrykkelse. Der er masser af litteratur, der identificerer palæstinenserne i forhold til deres undertrykkere. Vi holder os allesammen opdateret på Israels grusomheder i aviserne, nyhederne og på sociale medier. Vi skal huske på, at palæstinenserne ikke bare er folkemordets ofre, repræsenteret af et stigende dødstal på vores telefoner.
De er fortidens oprørere, som gjorde modstand i 80’erne, som nu er forældre til børn og unge med drømme og aspirationer, de er hustruer og ægtemænd, der bager taboon-brød og danser dabke til bryllupper og synger og klapper i kor, de er kunstnere, der maler deres smerte og undertrykkelse, håbefulde kunstnere, som står bag mikrofonen og pulten til de fester, der viser et glimt af frigørelsen, som skaber den musik, der opildner til intifadaen og maner til refleksioner over besættelsens traumer, over en stjålet fortid og en truet fremtid, over håbet og håbløsheden. Palæstinenserne fortæller bedst selv deres historie. Fra abstrakt hiphop over eksperimenterende droner til techno-ekstase: Her er en palette af musikalske nuancer fra den palæstinensiske undergrund. Fra lydhørt til jer læsere, for en fri og blomstrende undergrund i Palæstina.
* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *
Hiphop er Ramallahs oprør mod besættelsesmagten
Først et dyk ned i Palæstinas hiphop-scene. Vestbreddens hovedstad Ramallah har en sprudlende, eksperimenterende hiphop-scene. Scenens første skridt blev taget i 1998, da brødrene Tamer Nafar og Suhell Nafar og vennen Mahmoud Jreri dannede rapgruppen DAM. De var tre unge drenge, født og opvokset i Lyd, en by 15 kilometer syd for Tel Aviv i det Besatte Palæstina (også kendt som Israel). Inspireret af gangsta-rappere som Tupac Shakur begyndte de selv at rappe, og under den anden intifada i starten af 00’erne blev de en vigtig del af oprøret med deres politiske rap, som spiddede besættelsesmagten med numre som “Min Erhabi? – Who’s the terrorist?” fra 2001.
Det kan på det varmeste anbefales at se dokumentarfilmen Slingshot Hip Hop (2008), som fortæller om DAM og hiphoppens tilblivelse i Palæstina samt dens betydning for ungdommens politiske oprør under den anden intifada. Selvom den israelske besættelse danner rammen, fokuserer filmen på den palæstinensiske selvforståelse og kamp for frihed på tværs af Gaza, Vestbredden og Det Besatte Palæstina. Det er en film, der viser palæstinensernes utrolige resiliens, politiske mod og handlekraft. Og så er den pakket med visuelt 00’er guf, der henleder tankerne på folkeskoletidens timer i AV-rummet, hvor man fik lov til at se film på en tonstung, kvadratisk flimmerkasse, som blev rullet ind på et klodset metalstativ. Hvis bare man havde fået lov til at se dokumentar om hiphop i stedet for timelange redegørelser for anden verdenskrig i sort/hvid.
DAM’s succes i 2000’erne startede en bølge af palæstinensisk hip-hop, og toppene skummer stadig den dag i dag. Scenen har udviklet sig fra DAM’s boom-bap til abstrakt, instrumental hiphop, støjende oprørs-rap og trap, men én ting som går igen på tværs af tid og stilarter er den politiske bevidsthed og palæstinensiske stolthed. For hiphop-bevægelsen i Palæstina er musikken et opgør med undertrykkelsen.
* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *
Muqata’a – Kamil Manqus (Hundebiss Records, 2021)
Hvis man skal pege på en enkelt person, som har overtaget stafetten fra DAM, så er det rapper/producer Muqata’a, som har været aktiv i Ramallahs undergrund som beatsmed og gadepoet i mere end 10 år, først som medlem af hiphop-kollektivet Ramallah Underground, sidenhen som soloartist og overhoved for den ‘a-disciplinære’ label Bilna’es, som har udgivet både musik, visuel protest-kunst og revolutionær prosa. Kunstnernavnet Muqata’a (oversat: sabotage) indkapsler hans kunstneriske eksistensgrundlag: Israel har fra sin tilblivelse eroderet Palæstinas plads i historien – artefakter, bøger og dokumenter bliver destrueret, landsbyer tilintetgjort, gravpladser plyndret, folk fordrevet. Kulturhistorien bliver revet op med rode. Det er blandt andet denne udviskelse, Muqata'a kæmper imod.
Hans nyeste album Kamil Manqus er i samtale med den fortid, som er i fare for at blive slettet for fremtiden. Opstøvet lokalhistorie og optagelser fra Ramallah integreres i Muqata’as beats og foreviger Palæstinas kultur og historie i musikken. Kamil Manqus er et album, som stolt viser sine uperfektheder frem: Samplematerialet er ofte af tvivlsom lydkvalitet, rytmerne er skæve, loopene groft hakkede – og det støjer. På anti-ASMR nummeret “Ma Wara’” roterer feltoptagelser fra et checkpoint om et koldt og fugtigt loop, der konstant kigger sig selv paranoidt over skulderen. De glitchede breaks på “Bilharf Alwahad” eksploderer ud af et skævt halftime groove i et pludseligt anfald af raseri, og imploderer lige så hurtigt igen. På “Dirasat ‘Ulya” skyller bølger af aggressive jungletrommer igen og igen ind over det ulmende trap-beat og drukner lyden. De ufine numre viser Muqata’as trang til at nedbryde forventningen om, at musik skal være et færdigt produkt i en pæn indpakning. Kamil Manqus er et gennemført uperfekt album som spejler en beskidt og uforløst virkelighed.
* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *
Julmud – Tuqoos (Bilna’es 2022)
I 2022 udgav produceren Julmud sit debutalbum Tuqoos på Muqata’as label Bilna’es. Albummet høste roser fra det amerikanske musikmagasin Pitchfork, som trak tråde til J Dillas “Donuts” og Brainfeeders stenede hiphop beats. Og inspirationen fra æraens eksperimenterende instrumental-hiphop er da også tydelig. Det 36 minutter lange værk glider gennem 15 tracks, som var de drømmesekvenser i en stenet kunstfilm. Hvert enkelt nummer siver ind i hjernen som en komplet virkelighed og flyder videre, inden man får ordentlig fat om det. De lokale samples fungerer som et støvet og blødt gulvtæppe, som de mere spacy, syntetiske elementer sætter af fra og synker ned i.
Samples af violinmelodier fra gamle arabiske popsange i duet med blip-blop-lyde på “Haras El Jabal” skaber ikke så meget en forbindelse mellem nutid og fortid som et parallelt univers, hvor tid er underordnet. “Juwway” lunter søvnigt af sted med 120 BPM iført et mumlende vokal-sample, mens opfølgeren “Harti” præsenterer slacker-bars over en Scooby-Doo-jagt på en hjemsøgt darbuka-fabrik. Sidste nummer “Ur” – en meget let manipuleret optagelse af akustisk oud-spil og sang – er som at blive kaldt tilbage til virkeligheden fra en syret drøm, som allerede er kravlet tilbage i underbevidstheden, inden man får fat på den.
* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *
Dakn – too low, too far | شوي كتير بعيد (Bilna’es 2020)
Noget af det mest dragende ved små, lokale scener er evnen til (eller nødvendigheden for) at skabe i fællesskab på tværs af genrer og stilarter. Dakn har en fod i to forskellige men forbundne musikalske verdener i Palæstina: Undergrunds-hiphop og eksperimental elektronisk musik. På hans Soundcloud kan man finde masser af soul-samplende hiphop beats, samarbejder med både Muqata’a og Julmud, og han har også delt pult med netop Julmud til Boiler Rooms fest i Ramallah.
Samtidig har han udgivet albummet too low, too far | شوي كتير بعيد via Bilna’es. Ifølge albummets beskrivelse på Bandcamp fremkalder musikken “forskellige dele af en krop i post-trauma". Værket starter med nummeret “in the lack”, hvor metalliske lyde skærer igennem smukke, melankolske synthflader.
På en lignende måde er det med titelnummeret, hvor drømmende akustiske guitar-akkorder konkurrerer med metalliske klange, ubehagelige luftalarmer og noget, der lyder som plaskende vand fra et utæt loft. Det smukke er skrøbeligt og oppe imod en frygtindgydende overmagt, og angsten for, at det hele snart bliver destrueret, sitrer konstant i lydbilledet. På nummeret “Sssssss” bliver den meditative summen af græshopper overdøvet af alarmer – et billede på besættelsens invasion af naturens lydlandskab; en græshoppe, en rindende bæk, militærets dominans, blæst i en busk. Nummeret bliver overgangen til værkets sidste halvdel: Tre slæbende, klaustrofobiske drone-numre. På det første af dem, “my chronic”, er en dissonant musikalitet stadig til stede, men på “a kind of clearing” er al harmoni blevet ædt af en atonal drone, pulserende som en helikopter eller en nødgenerator. “i can’t hear you” kan fortolkes som en komplet overgivelse til traume-tilstanden – et melankolsk requiem med en orgel-agtig synth i centrum. En sørgmodig mindehøjtidelighed for det, der engang var et helt menneske.
* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *
Maya Al Khaldi – Other World عالم تاني (Tawleef 2022)
I skabelsen af Other World عالم تاني har Maya Al Khaldi gravet i arkiverne i Ramallahs Popular Art Centre. Hun bruger både lydoptagelser og synger lånte melodier og tekster fra arkiverne. Albummet består af eksperimentelle nyfortolkninger af palæstinensisk folkemusik, og trækker konceptuelle tråde til kunstnere som Arooj Aftab. Albummet starter med “‘Al Daw”, hvor højspændte violiner hvælver et dissonant loft over flerstemmig sang. Al Khaldi har en bjergtagende evne til at holde en tone i det uendelige og bevare dens skønhed. Det viser hun på titelnummeret “Other World”, et nummer sparsomt pyntet med metal-klange, sølvregn og en mystik, der gløder i tusmørket.
På nummeret “Zaghritu” væver hun traditionelle melodier og udråb sammen til en arytmisk kanonsang. Albummets kronjuvel må dog siges at være det syv minutter lange folkemelodi-potpourri “By Numbers”. Det flyder fra Bon Iverske vocoder-harmonier over ambiente lydflader, igennem folkemelodier akkompagneret af oud og enkelte trommeslag, til et storladent kor-crescendo. Al Khaldi har søgt efter en national identitet i fortidens melodier og skabt en moderne palæstinensisk folk-revival-perle i processen.
* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *
Various Artists - Electrosteen (Electrosteen, 2020)
I 2017 fik en række kunstnere carte blanche til Popular Art Centre of Ramallahs kæmpe lydbibliotek af lokalhistoriske optagelser med det formål at producere et musikalsk værk, der kunne vise Palæstinas rige kulturarv som et slags modsvar til narrativerne med besættelsen og undertrykkelsen i centrum. Efter to ugers frivillig indespærring i et hus i Ramallah og en lang, demokratisk leg, var skabelsen af Electrosteen komplet: En kompilation på 14 numre, der viser en divers underskov af palæstinas nyeste generation af kunstnere.
Det er et værk, hvor gamle rytmer og traditionelle instrumenter går i ét med moderne produktion og tidens ånd. Uanset om der er tale om hip-hop, acid-house, jungle eller dub, kan man være sikker på, at det bliver sammenflettet med en darbuka, lokale percussion-rytmer, et kor af klappende hænder eller en kvinde, der synger på et gadehjørne. I spidsen for projektet stod Sama Abdulhadi. Hun er en af de få palæstinensiske DJ’s, der er brudt igennem internationalt. Sommeren 2018 var skelsættende for Ramallah, da den internationale DJ-institution Boiler Room vendte spotlyset mod byens undergrundsscene. En af festens mest ekstatiske øjeblikke var Abdulhadis længselsfulde techno-set, som har en helt unik nu-og-her-følelse. Optagelsen er en timelang portal til et Palæstina, man alt for sjældent oplever, hvor frigørelse og glæde står allerforrest. På Electrosteen bidrager hun med en mystisk techno-sump på "7ajee" og et episk afslutningsnummer med "Trinity". Foruden bidragene fra Sama indeholder albummet dubbede numre fra Bruno Cruz, synth-wave fra Basel Naouri og et pop-trap nummer fra Al Nather, som især er kendt for sin produktion på Daboors oprørs-banger “Inn Ann”. Electrosteen er et spraglet og fornøjeligt vindue til Ramallahs nye bølge af elektronisk musik, som skuer både bagud og fremad.
* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *
Hvordan afslutter man en artikel som denne? Efter at have anerkendt en grusom virkelighed for derefter at forsøge at vende blikket ned i musikken, hvor det hele er lidt mere trygt, så er det svært at få sig selv til at vende blikket mod det store perspektiv igen. Måske er der ikke så meget at sige, som ikke er blevet sagt mange gange før. Lad ovenstående anbefalinger være endnu en god grund til at arbejde for at bevare Palæstina, fra floden til havet. For mennesket og for kunsten. Godt nytår, befri Palæstina!
Opret din egen hjemmeside med Webador