Fra de snedklædte bjergtoppe i Andesbjergkæden til den dybgrønne Amazonas-jungle. Fra den smukke hovedstad Quito til den voldsomme havneby Guayaquil til Esmeraldas, hvor palmetræerne svajer langs kysten og marimbaen klinger i gaderne. Der er musik i hvert et hjørne af Ecuador.
Da jeg skulle vælge det geografiske emne for denne artikel, var min metode at sætte fingeren et vilkårligt sted på et verdenskort. Den landede på Ecuador. Jeg havde ingen forudsætninger for at skrive om landet – jeg vidste ikke engang, hvad hovedstaden hed. Sådan tror jeg, der er mange, der har det med Ecuador. Udover euro-trance-hittet af samme navn fra 1990'erne har Ecuador ikke nydt meget musikalsk omtale. Dog blev landet sat på det elektroniske verdenskort i forbindelse med produceren Nicola Cruz’s fusion af Andes-tribal, deep house og IDM, som han selv har døbt Andes-step. Cruz var også den første ecuadorianske kunstner, jeg stiftede bekendtskab med i min research. Siden han udgav det monumentale album Prender el Alma i 2015, der fusionerede Andes-musiktraditioner med elektroniske beats, er flere og flere begyndt at lave musik inspireret af deres sydamerikanske ophav.
For at få mere viden om denne tendens skrev jeg til den Quito-baserede producer Sergio Castro Viteri (aka. EneEse). Han svarede prompte og virkede glad for, at nogen fra Danmark ville vide noget om ham og hans venner. Vi har været i løbende korrespondance via voice-memo, og hans viden og tanker om scenen i Quito danner grundlaget for meget af denne artikel.
Selvom den nordlige halvkugle kun for nyligt har overgivet sig til dembow-rytmerne fra syd, har dens house- og techno-lyde for længst gennemvædet Sydamerika. Ecuadors natteliv er heller ikke gået fri. Skyggerne er lange og glatte på Lost City – hovedstaden Quitos mest populære klub – men alt for ofte iklædt lånte klæder. Det pulserende 4-i-gulvet-groove og de dekadente jazzede synth-akkorder runger inciterende i gulvet, men har intet at gøre med jorden under det. Castro Viteri fortæller om dyre drinks- og billetpriser samt et fokus på bundlinjerne frem for musikken. Ecuadors natteliv er underlagt et klasse-diskriminerende kommercielt paradigme, siger han. Men det er heldigvis ikke alle, der køber sig ind i den kultur.
Hvorvidt det sker som et anti-kommercielt modsvar eller blot i en uafhængig indadskuen, er noget nyt og organisk ved at spire i Ecuadors bjerglandskab. En bevægelse, der nærer sig ved landets mangfoldige natur og historie, og lader den blomstre gennem en modernisering af traditionerne. Han beskriver, hvor tæt på naturen er, selv når man bor i hovedstaden, som ligger i en dal mellem de enorme Andesbjerge. Han beskriver ecuadorianerne som et optimistisk folk: "Vi er et folk, der er rolige omgivet af vulkaner, som bliver glade af at lytte til sørgelig musik." Bevægelsen startede muligvis med Cruz og hans Andes-step, men siden da har den forgrenet sig i flere retninger. For Castro Viteri er musikken en måde, hvorpå han kan reclaime sit Ecuadorianske ophav i det post-kolonialiserede land.
For en udefrakommende med en meget begrænset viden om Sydamerika og Ecuador, er dette omtalte ophav sandsynligvis lidt af en lukket bog. Derfor vil jeg prøve at indkredse i hvert fald det musikalske aspekt af historien en smule. Først må man forstå, at Ecuador er et demografisk komplekst land.
Størstedelen af Ecuadors befolkning er mestizo, hvilket vil sige, de har en eller anden grad af europæisk blod i årerne.
Grunden til at der er så mange (og grunden til, at de snakker spansk) er en lille historisk hændelse, man kalder La Conquista, hvor spanierne kom og koloniserede hele kontinentet. De blodige detaljer springer vi let og elegant hen over her. Pointen er, at Ecuador, som det ser ud i dag, overvejende er et produkt af europæisk kolonisering. Det kommer blandt andet til udtryk i landets religion (katolicisme), arkitektur, sprog og selvfølgelig også i musikken.
Ecuadors oprindelige folkemusik kommer fra en bred vifte af forskellige indfødte folkeslag, som bor vidt forskellige steder i landet, fra Kichwa-folket i Andesbjergene til Shuar-stammerne i Amazonas. Hvert folkeslag bruger deres egne instrumenter, bygget af naturmaterialer fra deres omgivelser. Fløjter som rondador og pinkillu, som primært bruges af Kichwa-folket, forskellige håndtrommer og et utal af raslende træ-dimser. Gennem tiden er guitarer og violiner blevet indført i traditionerne. Musikken har primært haft rituelle eller spirituelle formål, såsom at markere høst, som begravelsesmusik eller i forbindelse med ayahuasca-ceremonier.
Udover disse folkeslag er omkring 7% af befolkningen afro-ecuadorianere. Marimba er en musikstil fra Ecuadors kystområde Esmeraldas, hvor marimbaen er hovedinstrumentet, og bomba er en afro-ecuadoriansk musikstil med bomba-trommer, güiro, maracas og guitar i centrum. Begge stilarter har rødder i afrikanske rytmer og er social musik, der spilles ved folkefestivaler, og hvor fællesdans og -sang er en fast del af traditionen.
Man har altså at gøre med 3 distinkte musiktraditioner: Den europæiske, den traditionelle musik fra de oprindelige andesfolk og den afro-ecuadorianske. Med tiden har de forskellige folk selvfølgelig blandet sig, og derfor er meget ecuadoriansk folkemusik et kludetæppe af afrikanske, sydamerikanske og europæiske stiltræk. Det er ikke så meget for at formidle, hvad forskellen er på en træfløjte i Andesbjergene og en træfløjte i Amazonas, at jeg går så meget op i at forklare (en brøkdel af) Ecuadors musikhistorie. Det er mere for at understrege, hvor dybt rødderne går, og hvor mange forskellige påvirkninger de har gennemgået. Lidt spirituelt kan man sige, at det musikalske træ, som nærer sig ved de rødder i dag, ser ud, som det gør på baggrund af historien. Med ny viden og mere perspektiv, så lad os dykke ned i Ecuadors elektroniske folkesjæl.
* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *
LYT TIL DEN OMTALTE MUSIK + MERE PÅ DENNE SPOTIFY-PLAYLIST ----------->
* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *
Quixosis - Rocafuerte (2021 Eck Echo)
Under navnet Quixosis udgiver Daniel Lofredo Rota elektroniske kompositioner som graver dybt i Ecuadors musikhistorie. Patinerede bånd med Ecuadoriansk folkemusik fra 60’erne suppleres med varme analoge synthesizere. Moderne teknologi fletter fingre med fortidens ånder, og værdsættelsen af Ecuadors kulturhistorie skinner tydeligt igennem på de støvede numre. Rotas bedstefar, Carlos Rota, startede pladeselskabet CAIFE i 1960’erne og optog gennem sin karriere flere hundrede bånd med ecuadoriansk musik, som stod og samlede støv efter hans død, indtil Lofredo Rota gravede dem frem og gav dem nyt liv. Han har samlet nogle af de gamle optagelser af Ecuadors musica nacional på kompilationen The Paths Of Pain: The CAIFE record label, Quito, 1960-68. Lytter man til denne tidskapsel af 1960’ernes Ecuador, finder man halvdelen af grundlaget for Rotas egen musik.
Jeg vil gerne fremhæve albummet Rocafuerte fra 2021. Et album, der helt sikkert gør sig bedst i høretelefonerne i en uforstyrret stund, hvor man kan lade tankerne fordampe med de på en gang luftige og detaljerede kompositioner. Altid med sample-materialet i centrum udvikler numrene sig med lag på lag af sydamerikanske rytmer, muterede stemmer og en enorm detaljerigdom. Quixosis lader ikke til at bekymre sig om genre. Den unikke sampling og produktions-stil fører sømløst lytteren fra hip-hop à la The Alchemist på nummeret “Luz Y Fer” over til romantisk reggaeton-pop på nummeret “Las Nalgas de Venus” og videre til mysticistisk two-step på nummeret “Para Que Te Digo Que Gnosis”. Rocafuerte er et kalejdoskopisk og smukt kig på Ecuadors nyere musikhistorie, set gennem en retro-futuristisk brille.
* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *
Mala Fama - Jichushka (2022 APOCALIPSIS)
Mala Fama er lydkunstner og indfødt Kichwa. Han er baseret i den nordlige by Ibarra, der ligger i Andesbjergene. Debutalbummet Juchushka, udgivet på det New York-baserede label APOCALIPSIS (som i øvrigt drives af den ecuadoriansk-ungarske DJ og producer Riobamba - hør hendes skoldhede EP Criatura her), trækker på både akustisk Kichwa-musik og syntetiske elementer. For eksempel på nummeret “Tec Tigua”, hvor tribal-perkusion og fløjter suppleres af distorted perkussion og ekkoende synth-markeringer. “Mortaja II” nyfortolker Kichwa begravelsesmusik med en traditionel violin-melodi badet i et meditativt mix af analoge synth-klokker, bas og 4-i-gulvet (se også musikvideoen). Musikken er en fragmenteret drøm om fortiden, der glider gennem hukommelsen som sand gennem fingrene. Jichushka er Kichwa for ensom eller forladt, og musikken udstråler en gennemgående længsel efter noget, som er gået tabt. På nummeret “Bemba” er en rastløs saxofon fortabt på et uendeligt, vuggende hav af klokkespil og Rhodes-akkorder. Denne rastløshed virker som drivkraften bag Mala Famas insisteren på at forankre sig i stolthed over sit ophav, og præsentere det for omverden på en måde, vi kan forstå.
* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *
CUMBIA.TU.MENTE
CUMBIA.TU.MENTE (forkortet C.T.M) udgiver musik, der lyder udpræget ecuadoriansk og samtidig udpræget internationalt. Castro Viteri fortæller mig, at de fleste faste bidragere til labelen har været gode venner i mange år, helt siden gymnasietiden faktisk. Igennem årene har de lavet musik sammen, lyttet til hinanden og influeret hinanden musikalsk. Spørger man Castro Viteri, hvem der er hans inspirationskilder, siger han C.T.M. Spørger man produceren Entrañas (det gjorde jeg, over instagram) siger han C.T.M. Det samme gør den Guayaquil-baserede producer PVSSY. Der er en lidt af en boble-effekt af den simple grund, at C.T.M er det eneste label i Quito, hvor der er plads til at udgive den slags musik.
Under navnet Cruzloma laver EneEse, Fantoche og Zunfo musik, der forsøger at forene Ecuadors musiktraditioner med musik, som er mere typisk for den nordlige halvkugle. En blanding, som spejler deres egen identitet som mestizo – halv sydamerikansk, halv europæisk. Han kalder stilen postcolonial bass (hør for eksempel dette nummer), og betegnelsen kan egentlig bruges om meget af C.T.M’s musik. Kernebidragere til labelen, Entrañas og PVSSY, laver musik som både er forankret i Latinamerika og ladet med en hypermoderne intensitet som trækker tråde til hyper-pop og UK bass (hør for eksempel EP’en CALOR).
V.A. - DEATH IS NOT THE END (2022 C.T.M)
C.T.M’s ambitioner om at skubbe til Quitos musikalske grænser bliver for alvor fremlagt på denne VA-kompilation fra 2022. Udgivelsen er en eksplosiv genre-udforskning af alt fra ecuadoriansk tribal til eurotrance-agtig reggaeton. Kompilationen begynder med tilbagelænet latin-trap på “Rezagado Con Fe” af Fantoche, slår over i trancy dembow på “ASSassIN” af PVSSY, og udvikler sig derfra til et okkult gabber-inferno på “Ni Si Quiera Lo Pienses” af Mardvk, og derfra fortsætter det med stilskift til højre og venstre, fra dubstep, til noise til eurotrance-dembow. Man kunne mistænke C.T.M for at have et mål om at ryste flest mulige lyttere af i alle de genremæssige hårnålesving, så der ved endestationen kun er nogle få værdige tilbage, men for de få er turen det hele værd. Kompilationens sidste nummer, det varme og analoge deep-house nummer “Wiñaypa” af Mala Fama, er nærmest en genfødsel efter den hæsblæsende tur gennem C.T.M’s fordrejede univers.
* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *
EneEse - Expiación (2023 C.T.M)
Omdrejningspunktet for Expiación er had, tilgivelse og kærlighed. Introen “Que Te Abracen Profundo” (At Omfavne Dig Dybt) er et voice-memo af EneEse selv, der siger, at han endelig giver slip på sin vrede. Memoet er svøbt i rislende lyde, som pludselig udfolder sig i en følelsesudladning af muterede stemmer og dybe droner. Ifølge EneEse var skabelsen af Expiación hård og op ad bakke: En romantisk relation var lige gået i vasken, og hans vrede og foragt for det ødelagte forhold fastlåste ham i en skriveblokade. Humoren på “Whuttie”, og især efterfølgeren “Ceviche Jipijapa”, var nødvendig for overhovedet at kunne skabe noget. Det var afgørende at omfavne uperfektheden, i kunsten såvel som i livet. De to numre blander hyponotiserende tribal-grooves med tung bas på bedste postcolonial-bass manér. EP’en afsluttes med endnu en optagelse på “Fiesta En Abril”, denne gang af en indfødt fest, som EneEse beskriver som et kort, men lykkeligt minde med sin tidligere partner. De gode minder får lov at få plads i bevidstheden, og det fejlslåede forhold ender som drivkraften bag en hårdtslående, karakterfyldt og uperfekt EP. Jeg har hørt en fugl synge om, at der er meget mere på vej fra EneEse i den nære fremtid, og venter personligt i spænding.
* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *
KAIFO - Curtido (2023 Eck Echo)
KAIFO med det borgerlige navn Carlos Asimbaya er en mand med mange musikalske kompetencer. I september måned i år udgav han albummet Rural, et smuk og humoristisk moderne take på traditionel keyboard-drevet Andes-bomba. I denne omgang vil jeg dog fokusere på EP'en Curtido, som er udgivet på det Berlin-baserede label Eck Echo, som specialiserer sig i Andes-musik. Her tager han den afro-andinske bomba-stil og giver den et ordentlig elektronisk los direkte ind på dansegulvet. Det rytmiske fundament er typisk for bomba: Tribal-rytmer spillet på bomba-tromme, güiro og maracas, men der bliver sat ekstra bund i rytmen med dybe, grynede synth-basser og afrundede electro-kicks. Numrene “Mojiga” og “En la paila” fører sig frem med Blade Runner-esque synth-melodier og fordrejede vokalsamples. Andre numre er mere solbeskinnede, for eksempel den luskede ørehænger “Resucitado”, som har levet rent-free i min hjerne de sidste par uger. Curtido er bevis på, hvor meget vi skylder de ældgamle traditioner, når vi danser til vores moderne klub-musik.
* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *
PVSSY & Entrañas - Fervor (2022 TraTraTrax)
Af al den musik, der bliver fremlagt her, er PVSSY’s nok den, som er mindst forbundet til traditionerne. Udgangspunktet er perreo, men musikken eksisterer i et dystopisk univers, hvor skarpe trommer, cyber-bas og iskolde synths har magten. Ifølge PVSSY selv er musikken en refleksion af byen Guayaquil, hvor hun er født og opvokset: “A city where chaos, violence and darkness is the daily bread”. EP’en Fervor er et samarbejde med Entrañas, og er udgivet på det efterhånden ret legendariske colombianske label TraTraTrax, og består af 3 iskolde, eksperimentelle perreo tracks. Nummeret “Manía” starter ud med tonstung perkussion, en ulmende bas og lyden af ruder der smadres. En isnende synth-melodi kryber ind, og pludselig eksploderer alt i et industri-tribal break. Det er musik, der fremkalder Guayaquils skyline på en stormfuld og særdeles dystopisk aften.
* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *
Entrañas - Precipicio (WAVA WAVA 2023)
Sidst men bestemt ikke mindst vil jeg fremhæve Entrañas album Precipicio, som han udgav juni i år. Kort sagt er det sprængfarlig undergrunds-perreo med inspiration fra UK Bass. Allerede fra første nummer “Rastro” får man heftig dembow med rystende subs. Det er dansemusik, der skærer ind til benet og bruger de mest effektive midler til at få kroppen i gang. Næste nummer “Vándalo” fortsætter i samme spor, men er om muligt endnu mere bas-drevet, og bruger også en vokal-processing, der er som taget direkte ud af et klassisk UK dubstep-nummer. Tredje nummer “Precipicio” er om muligt ENDNU MERE bas-drevet med en altomsluttende reese-bas, som giver efter for et affjedret garage-groove. Fantastisk nummer, som måske bare er Entrañas, der viser at han kan lave bedre UK-bass, end de kan i England. Udover afstikkeren “Precipicio” er rytmerne er ikke til at tage fejl af – der er tale om udpræget latinamerikansk musik, og det er måske i virkeligheden det mest tiltalende for os vesterlændinge med hang til basmusik: At vi kan finde det velkendte i en så nytænkende indpakning.
* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *
Afslutningsvis vil jeg knytte nogle få tanker, jeg har gjort mig efter min samtale med Sergio Castro Viteri, om netop det at lede efter de velkendte elementer i det, som virker fremmed. Han fortalte, at i kraft af, at Ecuador er et forholdsvis lille land, så er målgruppen for ecuadoriansk “folktronica” ikke så stor. Det er ikke nogen bæredygtig indtjeningskilde at producere postkolonial bas-musik, medmindre man vinder i lotto og bliver et internationalt hit ligesom Nicola Cruz, og det er de færreste, der gør det. Sergio arbejder på et krydstogtskib for at tjene penge. I forbindelse med at tjene penge på musik, nævnte han et såkaldt musikalsk “whiteness pass”. Altså at man skal gøre sin musik attraktiv for et overvejende hvidt eller europæisk publikum. Det er de turister, der kommer på Lost City i Quito, og dem der har pengene til at købe musikken. Så afslutningsvis en opfordring til som dansker, at lytte til musikken med et åbent sind. Lad være med at lytte efter det velkendte, lad musikken tale sit eget sprog, på sine egne præmisser. God lyttelyst!
* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *
LYT TIL DEN OMTALTE MUSIK + MERE PÅ DENNE SPOTIFY-PLAYLIST ----------->
* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *
* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * ** * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * ** * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * ** * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * ** * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * ** * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * ** * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * ** * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * ** * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * ** * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * ** * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * ** * * * * * * * * * * * *
Opret din egen hjemmeside med Webador